Vasker du dit sæbebehandlede gulv korrekt?

24 March 2020 Camilla Skøtt

editorial

Et sæbebehandlet gulv er smukt og naturligt, men det er også sart overfor væske, skidt og snavs, så du skal kende rengøringsprincipperne, hvis du vil passe det godt – dem får du lige her.

Er du vild med det enkle, rå og naturlige udseende, træet får, når det er sæbebehandlet, og vil du gerne bibeholde det så lang tid som overhovedet muligt? Så skal du rengøre, passe og pleje dit trægulv efter forskrifterne – og heldigvis er det ret enkelt.

Den daglige rengøring

Når det kommer til støv og skidt, fjernes det bedst med en kost eller en støvsuger med blødt børstemundstykke, så du ikke ridser brædderne. Gør det jævnligt, så du ikke kommer til at træde skidtet ned i plankerne.

En eller to gange om ugen er det en god idé at vaske dit sæbebehandlede gulv, og her er det vigtigt, at du bruger de rette midler. Universalrengøringsmidler er bandlyst – i stedet skal du bruge natursæbe eller hvidpigmenteret sæbe, hvis gulvet er ludbehandlet. 

Når du vasker, så vrid moppen godt op, så der ikke kommer for meget vand på brædderne; det kan de nemlig ikke tåle. Vask desuden altid i årernes retning og gør hele rummet færdigt, inden du holder pause.

Vær forsigtig med gulvet

Uanset hvor ofte du sæbebehandler dit trægulv, er det stadig sart overfor hårdt slid, og derfor kan du med fordel tage dine forholdsregler i det daglige. Blandt andet er det en god idé at:

– lægge tæpper på de områder, der bruges meget. Det kan være køkkenet, entréen eller børneværelserne.

– bruge filtpuder under alle større møbler, fx stole, sofaer, reoler og lignende.

– lade skoene stå i entréen, når du går ind. Sand og småsten under skosålerne er noget er det hårdeste, du kan udsætte dit trægulv for.

– slibe gulvet ned, når det er blevet alt for slidt, så det kan få en helt ny omgang sæbebehandling til at leve videre på.

More articles