3 tips til at fjerne pletter fra dit trægulv

24 March 2020 Camilla Skøtt

editorial

Der er ikke noget mere irriterende end pletter på gulvet. Særligt på trægulve kan de være svære at få af. Medmindre du kender de rigtige tips. Læs med, og få dem lige her.

Hverken kaffe- eller rødvinspletter pynter på dit gulv, og det kan hurtigt udvikle sig til en uovervindelig kamp, der er tabt på forhånd, hvis du ikke bruger de rigtige metoder. Vi har spurgt en gulvmand, om han kan give os en række tips til at komme pletterne til livs – det kunne han, og du får dem her.

Lakerede gulve

Er dit trægulv lakeret, er du en af de heldige; der er nemlig gode muligheder for, at pletterne er lette at få af. Find en fugtig klud og tør pletten af med det samme, og vupti – væk er den.

Har pletten siddet på gulvet længe, og har den været fugtig i flere dage, er det straks værre. Skjolder på et lakeret gulv er nærmest umulige at komme til livs.

Oliebehandlede gulve

Et oliebehandlet gulv er ikke helt så let at gøre rent som et lakeret, og derfor er det vigtigt, at du reagerer hurtigt. Find et stykke køkkenrulle eller en fugtig klud og fjern den overskydende væske med det samme. Har den allerede efterladt en plet, der er trængt ned i træet, kan du duppe den med lidt trærens, men husk, at trærens også fjerner selve olien, så du skal pleje området efterfølgende med en smule plejende olie.

Sæbebehandlede gulve

Har du et sæbebehandlet gulv, og spilder du rødvin eller kaffe på det, så bliver det svært – det tager nemlig ikke mange sekunder for væsken at trænge ned i træet. Vær derfor hurtig med kluden, og brug gerne trærens som ved det olierede gulv for at eliminere pletten – når pletten er fjernet så godt som overhovedet muligt, skal du genbehandle med sæbe med det samme, så brædderne ikke står rå og modtagelige overfor nye pletter.

More articles